At rejse ud for at se slum og fattigdom er ikke et nyt fænomen. Men i de seneste år er fattigdomsturismen eksploderet i en ny industri af velgørenhed. Konceptet er skræmmende i sin enkelhed. Man tiltrækker turister fra nord (og Australien) ved at oprette børnehjem for forældreløse (orphanage tourism), som herefter modtager besøg og donationer fra turister.

På nogle børnehjem har man frivillige, der kommer og arbejder dage eller uger eller måneder, hvorefter de rejser videre. Denne turistindustri er meget problematisk. For det første er mange af børnene reelt ikke forældreløse, men har mindst én forælder. Derved er man som turist med til at splitte familier frem for at styrke dem. For det andet er det ødelæggende for børns udvikling at blive vist frem og skulle fremvise taknemmelighed over for ukendte masser af mennesker. At barnet når at knytte sig til en voksen, der rejser efter tre måneder, er ikke bedre for barnets udvikling. For det tredje bygger selve turistmodellen på et ulige forhold mellem nord og syd, hvor rige turister kan reproducere de økonomiske forskelle mellem netop nord og syd.

Vil-du-gøre-en-forskel-turismen er primært et personligt udviklingsprojekt, men et projekt, som bygger på forskellen mellem nord og syd og reproducerer normaliteten i forholdet mellem rig og fattig. En langt mere ligeværdig turisme – hvor man gjorde en forskel – ville være at udvikle en turisme, som kunne støtte de eksisterende lokale initiativer, der søger at bringe familierne sammen og støtter lokalsamfundet.