Rollespil
Forberedelse
Sæt jer i grupper på 4-6 personer. Konstruer en situation, hvor der indgår et fikspunkt (et emne, der vil bringe begge parter i affekt ret hurtigt). Det kan være en situation mellem:
- forældre og personale i en skole/daginstitution, fx om ansvaret for børnenes overtøj.
- deltagere i en projektgruppe med forskellig interesse i emner.
- en socialrådgiver og en lærer i forbindelse med et barns anbringelse uden for hjemmet.
- en læge og en sygeplejerske i forbindelse med, hvordan man bør kommunikere med en patient.
Illustration: Lene Lykke Lagermann
Udførelse
1. Efter at emnet er fastlagt, indtager 2-4 personer de forskellige roller.
2. Der gennemføres en ’runde’ på ca. 7 minutter, hvor parterne argumenterer fra hver deres position, fast besluttet på at overbevise modparten om egne synspunkter.
3. De resterende personer i gruppen observerer og ser efter følgende: Hvilke kulturelle forforståelser benyttes der i argumentationen? Hvilke kulturelle selvforståelser benyttes?
4. Observatørerne præsenterer deres iagttagelser for dem, der spillede rollerne.
5. Der gennemføres en ny runde på ca. 7 minutter, hvor observatører og rolleindehavere har byttet roller. Denne gang lægges der vægt på, at parterne skal benytte aktiv lytning og forsøge at spørge ind til hinandens erfaringspositioner.
6. Observatørerne afslutter med at melde tilbage om, hvilke kulturelle for- og selvforståelser de så i brug, samt hvorvidt aktiv lytning fungerede.
For at lære noget af rollespillet er det vigtigt, at man ikke bare sidder og karikerer de forskellige roller. Særligt i anden runde skal man forsøge at finde ind til ’rollernes’ rationaler bag deres argumenter.