Projektforslag – lange
At være etnisk ung (etnisk.ung.dk)
På sitet findes der en side, der hedder ”At være etnisk ung i Danmark”. Sitet henvender sig til etniske unge, som er i fare for at havne i æresrelaterede konflikter. Det er produceret af Udlændingestyrelsen, og formålet med sitet er at skabe et sted, hvor unge, som er presset af æresrelaterede konflikter, kan søge information og få svar på deres spørgsmål.
På sitet er samlet mange forskellige former for oplysninger, og det henvender sig både til de såkaldte etniske unge og til fagpersoner, som er i kontakt med de etniske unge. (Alle har en etnicitet, så derfor er det ukorrekt at tale om etniske unge, men i daglig tale refererer etniske unge til etniske minoriteter).
Fra et kulturanalytisk perspektiv er sitet interessant, fordi det på den ene side giver alle unge en mulighed for at søge hjælp, hvis de føler sig presset. På den anden side er der en klar politisk dagsorden bag oprettelsen af sitet, og der skrives flere steder, at æresrelaterede konflikter er udanske og strider mod danske værdier. Ret beset bør man vel henvise til menneskerettigheder og ikke til danske værdier?
På sitet er der også henvisninger til en række korte film (med skuespillere), som fortæller om, hvordan de oplevede deres familier, da de var teenagere. Der tegnes forskellige portrætter, og det respektfulde ved dem er, at flere af portrætterne fastholder værdier i ikke-dansk ungdomskultur. De unge fortæller, hvordan de på samme måde vil passe godt på deres børn, ligesom deres forældre har gjort.
Et projektforslag er at arbejde med sitet for at undersøge, hvilke positioner unge med etnisk minoritetsbaggrund tilbydes. I arbejdet med sitet kan man lave en tekstanalyse, hvori man undersøger, hvilke positioner de etniske unge tilbydes, og hvilke råd der gives til fagpersonerne. Fra et kulturteoretisk perspektiv kan man undersøge, hvad det er for et kulturbegreb, der anvendes – og hvilke konsekvenser det har for beskrivelserne.
Tolkning og diskrimination
I januar 2018 blev der vedtaget et lovforslag om, at man ikke kan få tolk stillet til rådighed, hvis man har boet i Danmark i mere end tre år. Det politiske ræsonnement bag forslaget lyder, at man efter tre år må forventes at kunne tilstrækkeligt dansk til at forstå en samtale. Kan man ikke det, betragtes det som ens eget ansvar at skaffe sig en tolk.
Sundhedspersonale, pædagoger, lærere og socialrådgivere melder ud, at det vil føre os tilbage til tiden, hvor det var almindeligt, at børn eller familiemedlemmer tolkede. En situation, man af flere grunde og i mange år har arbejdet på at komme væk fra. For det første har børn og familiemedlemmer typisk ikke kendskab til de fagudtryk, som indgår i disse samtaler. For det andet er det etisk uforsvarligt, at børn ad denne vej får indsigt i fx deres forældres sygdomme eller sociale udfordringer. For det tredje går der mange gode historier om, hvad børn har undladt at tolke, hvis de skulle tolke om deres egen indsats i skolen.
I en kronik i Politiken den 18. februar 2018 beskriver Ôzlem Cekic, hvor hårdt det var for hende (der er uddannet sygeplejerske) at tolke for sin mor, da hun skulle igennem et kræftforløb. Hun argumenterer i kronikken både for retten til at være pårørende og ikke tolk og for at få uddannet bedre og flere tolke, så man kan være sikker på, at ens pårørende får en korrekt tolkning.
Set i dette perspektiv er tolkeloven et klart tilbageskridt, som sker på trods af bedrevidende, her forstået som forskning på området og mod fagprofessionelles erfaringer med manglende tolkning.
Et projektforslag går ud på, at man undersøger lovforslaget og dens konsekvenser med henblik på at finde ud af, hvorvidt der er tale om indførelse af en diskriminerende praksis. Hvis alle har ret til at få adgang til samme information hos lægen eller på socialkontoret, vil man stille den gruppe, der har brug for tolk, ringere end andre borgere ved at kræve, at man selv skal betale for en tolk? Man kan også anlægge et sprogligt perspektiv og spørge, hvad det er for forestillinger om sprogbeherskelse, der ligger bag. Men man kan også diskutere, hvorvidt det danske sprog benyttes som national kapital (se side 143 i bogen), hvor man ikke tilbydes de samme rettigheder, hvis man ikke har opnået denne kapital.
Undervisningsmateriale i folkeskolen
Ifølge den norske integrationsforsker Ann Magritt Hauge er det vigtigt, at alle elever altid oplever både identitetsbekræftelse og perspektivudvidelse i skolen. Identitetsbekræftelse vil sige, at eleverne kan identificere sig med det, der undervises i, at de kan genkende dele af deres egen historie eller dele af den viden, de har med sig hjemmefra. Perspektivudvidelse handler om det modsatte, at ens vante måder at tænke på udfordres ved at man præsenteres for andre måder at se og fortolke verden på. En norsk undersøgelse viste, at det forholdt sig sådan, at norske majoritetselever fik meget identitetsbekræftelse, men kun lidt perspektivudvidelse – hvorimod det forholdt sig modsat med etniske minoritetselever på norske skoler. De fik masser af perspektivudvidelse, men meget lidt identitetsbekræftelse.
Spørgsmålet er, hvordan det forholder sig med undervisningsmaterialet i danske folkeskoler. Hvilke tilbud om identitetsbekræftelse finder man der? Og for hvem? Kan man være sikker på, hvis man sender sit barn i en dansk folkeskole, at barnet vil opleve begge dele? Eller er der som i Norge bedst mulighed for, at ens barn får identitetsbekræftelse, hvis det er medlem af majoriteten?
Et projektforslag er, at man vælger nogle fag – også gerne matematik og fysik – og systematisk undersøger med en tekstanalyse (diskurs eller hermeneutisk analyse), hvilke positioner en 5. klasse fx er blevet tilbudt igennem den sidste måned. Undersøgelsen kan suppleres med interviews med lærer og elever.
Man kan også inddrage eleverne aktivt og bede dem om selv at være med til at finde materiale, som de finder identitetsbekræftende og perspektivudvidende.
Ligeværd i vuggestuer og børnehaver?
Det er den professionelles pligt at sikre, at alle børn i en institution (vuggestue/børnehave) får de samme muligheder for at udvikle sig socialt og sprogligt. En vigtig del af dette arbejde består i at have et godt samarbejde med børnenes forældre. Spørgsmålet er, på hvilke måder daginstitutioner lever op til disse forpligtelser, og i hvilken grad alle børn får de samme tilbud.
Charlotte Palludan viste i en undersøgelse fra 2005, at der var forskelle på, hvor langt forældre fysisk bevægede sig ind i børnehaven. Nogle forældre gik ind på stuerne, talte med pædagogerne og fik stor viden om deres børns hverdag, mens andre forældre aldrig gik længere end til garderoben og dermed fik meget mindre viden om deres børn og mindre kontakt med personalet. Palludan pegede også på, at der blev talt forskelligt til børnene. Nogle børn blev talt til i en belærende eller undervisende tone – andre udvekslede pædagogerne erfaringer med. (Charlotte Palludan: Børnehaven gør en forskel, 2005)
Et projektforslag er at undersøge, på hvilke måder børn og forældres etnicitet og klasse spiller ind på relationen mellem fagpersonale og børn/forældre. Stilles børn og forældre reelt lige – eller fungerer der uskrevne regler i organisationen, hvori det accepteres, at man ikke har samme relationer til alle børn og forældre?
Metodisk kan man undersøge problemstillingen ved at foretage feltarbejde/observationer af udvalgte dele af hverdagen. Man kan fx fokusere på relationen mellem fire strategisk udvalgte børn og deres forældre og følge dem over en periode.
Herigennem vil man kunne afdække, hvorvidt praksis er den samme for børnene og deres forældre. Det vil også være interessant at interviewe både forældre, børn og personale om deres relationer – og det vil være spændende at slutte af med en tilbagemelding til hele institutionen, hvor man fremlægger sine resultater.
Politi, tillid og forforståelser?
I politilovens paragraf 1 slås det fast, at politiet skal virke for tryghed og sikkerhed. På politiskolens hjemmeside står der som det første punkt, at man som politibetjent arbejder for demokratiet. Der er således ingen tvivl om, at det er politiets fornemmeste opgave at sikre, at alle borgere oplever tryghed, og at deres sikkerhed sikres bedst muligt. Dansk politi forholder sig både teoretisk og praktisk til det flerkulturelle samfund, og på politiskolen undervises der både i kulturforståelse og kulturel mangfoldighed.
I pressen rapporteres jævnligt om mistillid mellem politi og borgere, hvilket i sin ekstreme form kommer til udtryk ved, at politibiler i perioder ikke kan køre i enkelte områder i landet.
Et projektforslag er at undersøge, hvilke erfaringer man har gjort sig inden for politiet for at få tillidsfulde relationer til alle borgere i alle bydele. Hvordan har politiet arbejdet med fx unges forforståelse af politiet, og hvordan har politiet arbejdet med deres egne forforståelser af beboere i bestemte boligområder? Hvilke positive erfaringer har forskellige grupper af borgere med at udvikle tillid til politiet? Var det en lokalbetjent? Var det SSP? Var det en mentorordning?
Et sådant projekt kan tage afsæt både hos borgere og politi. Man kan fokusere på de unges fortællinger om deres veje til tillid (eller det modsatte), eller man kan fokusere på politiets beskrivelser af deres tiltag.
Prins Henrik og danskheden
Prins Henrik døde i februar 2018. I ugen efter dødsfaldet fortalte dagspressen om hans liv i billeder, ord og mindeudsendelser.
Set i et kulturperspektiv er prins Henriks liv i Danmark interessant, fordi fortællingen om ham er fyldt med paradokser, som knytter sig meget nært til diskurser om dansk selvforståelse.
Hvordan har man i de sidste 50 år kunnet sige uimodsagt, at prins Henrik ikke var god til dansk? Hvad er det for en sprogforståelse, der ligger bag en sådan opfattelse? Hans ordforråd var stort, grammatikken var korrekt, og han talte flydende og forståeligt.
Hvordan kan man i et land, hvor langt størsteparten af befolkningen selv taler et andetsprog med en tydelig dansk accent, forestille sig, at prins Henrik (som jo i øvrigt også har accepteret at tage det danske navn Henrik – i stedet for Henri) skulle kunne tale dansk uden fransk accent? Var udtalen vigtigere for 30-40 år siden, hvor man var mere uvant med at høre personer, som ikke havde dansk som modersmål, tale dansk?